Forord

I dag har jeg en dejlig dreng på 8 år og jeg er taknemmelig for at jeg i dag ikke er ufrivillig barnløs, men forløbet sidder stadig i mig. Jeg er stolt og glad for at

Et uredigeret hverdagsbillede af min søn og jeg

jeg i dag kan kalde mig MOR

Det fik mig til at tænke på et indlæg jeg tidligere har skrevet omkring hele processen op til min graviditet. Villads er fertilitetbarn og for at bearbejde hele forløbet skrev jeg det ned. Ved ikke om det høre til her på bloggen og alligevel. Min interesse for kost opstod i denne process. Så man kan sige at det hele startede her.

Som sagt er indlægget nogle år gammel og jeg har valgt ikke at rette i det. Det er skrevet under selve forløbet og fremtid jeg endelig blev gravid. Derfor vil der forekomme skift i tid.

I skyggen af PCO 

Vores projekt baby startede for snart 3 år siden i forbindelse med at Christians mor blev syg af kræft. Vi blev enige om at hvis Chr´s mor skulle nå at blive farmor, skulle vi nok til at i gang. Desværre nåede Chr’s mor ikke at opleve at blive farmor, da hun døde 5 måneder senere.
Projekt baby forsatte og efter ca. et års tid valgte jeg er gå til læge da mine menstruationer var blevet en smule uregelmæssige og jeg havde læst et sted at hvis der var mere end 34 dage imellem var det ikke sikkert at jeg havde æggeløsning. Jeg blev henvist til en gynækolog. Han startede en uredning. Christian fik taget en sædprøve som viste at han havde lettere nedsat sædkvalitet og der var ikke særlig mange som svømmede ordentligt. Lægen valgte at vi skulle prøve at inseminere. Det gjorde vi så. Det var en meget langsommelig proces, da mine æggeblærer springer før tid, dvs. mellem 17 og 19 mm (det normale ca. 22 – 24 mm), så de første forsøg gik i vasken.
Da vi endelig kom igennem et inseminationsforsøg gav det et negativt resultat. Det var vi i gennem to gange, med nogle missede forsøg ind i mellem. Efter andet negative forsøg, blev vi enige med lægen om at det var på tide at vi blev henvist til en fertilitetsklinik.
Vi blev henvist til Odense, men efter forsamtalen i Odense valgte vi at vælge Skive fertilitetsklinik i stedet, da lægen i Odense ikke var særlig rar.

Første forsøg

I Skive var det nogle meget grundige og søde læger vi mødte. I januar i år begyndte vi så på første IVF forsøg. Det blev en sej omgang. Jeg startede på nedregulering og alt gik efter planen. Da jeg startede på selve hormonerne reagerede min krop meget voldsomt og ca. 20 æggeblærer gav sig til at vokse, det var lige i overkanten og jeg blev sat ned i medicin, men min krop blev ved med at reagere voldsomt og jeg blev sat yderligere ned og vi var til tjek hver anden dag. Det var 3 hårde uger. Det endte med at æggene faktisk holdt op med at vokse pga. at medicin var blevet sat så meget ned. Jeg skiftede medicin midt det hele, for at få sat skub i tingene. til sidst valgte de at tage æggene ud selv om de ikke var helt tilfredse. Selve ægudtagningen var en grim oplevelse. Selvom jeg fik meget smertestillende gjorde det skide ondt og endte med at der kun kom et æg. Vi var knuste. For at gøre tingene værre konkludere lægerne ovenikøbte at jeg havde PCO (man havde ikke kunne konkludere det da mine hormon tal var rigtig fine). Næste dag fik vi ovenikøbet at vide at ægget ikke var moden og derfor ikke kunne bruges.

Der kom også noget godt ud af, første forsøg, vi fandt nemlig ud af at Chr’s sædkvalitet var blevet bedre. Han har igennem en lang periode været på en vitamin kur og så har han fået akupunktur. Det har næsten har fordoblet sædkvaliteten (er gået fra 36 millioner til 70 millioner) og bevægeligheden er også markant forbedret så det var dejligt at få at vide.

Så nu venter vi på at komme i gang igen. (lægen i Skive har lovet at hun vil gøre det bedre næste gang, så det tror vi på) Skulle have været i gang i maj, men det kom vi ikke pga. af strejken.

August

Det er nu blevet august og vi havde sat hovederne op efter at komme i gang, men desværre er det blevet udskudt pga. for mange tilmeldte, så vi må vente lidt endnu. Ventetiden i dette projekt er ved at være dræbende og man stiller oftere og oftere sig selv spørgsmålet…..er det, det hele værd at sætte sig selv igennem alt dette for at få et barn.

September

De sidste par uger har været turbulente for os. I uge 36 startede vi i fertilitetsbehandling igen. Vi skriver først om det nu, fordi vi var rigtig bange for hvordan det ville gå, da det gik så gruelig galt sidste gang.

Denne gang har jeg været i kort behandling og det er gået godt. Helt fra starten voksede æggene som de skulle og antallet af æggeblærer var normalt denne gang. Sidste gang var der rigtig mange æggeblære som gav sig til at vokse og derfor satte man mig ned i medicin, hvilket resulterede i at processen gik helt i stå og der ikke kom nogle modne æg ud af det. Denne gang var der 6 æggeblærer i den ene æggestok og 5 i den anden.

Vi blev fulgt tæt af overlægen på Skive fertilitetsklinik og han var hele vejen godt tilfreds, selvom at æggene voksede lidt langsomt, men hellere for langsomt end for hurtigt. Vi havde dog et par lange døgn, da vi midt i forløbet fik at vide at det nu blev kritisk, fordi at hvis processen ville gå i stå, gjorde den det nu. Men det gjorde den ikke.

Andet ægudtag – en øjnåbner

I torsdags blev æggene så taget ud. Der var desværre nogle æggeblære i den ene æggestok som var gået i sig selv, men det blev til 7 æg . Det var en meget følsom proces for mig at få taget æg ud, da jeg var utrolig bange for at det skulle ende som sidste gang. Hvor der kun kom et æg. Sygeplejerskerne var utrolig forstående og jeg blev tilbudt ekstra beroligende og akupunktur til at slappe af på. Desværre gjorde det ligeså ondt, hvis ikke mere denne gang. Det var hårdt. Bagefter kom lægen ud og snakkede med os. Hun fortalte at hun synes det var træls for mig at det skulle gøre så ondt. Hun sagde at jeg var en af de få kvinder som har meget følsomme æggestokke. Henvendte sig også til Christian for at sikre at han havde det godt, da hun jo vidste at det også var en hård oplevelse for ham, når det gjorde så ondt på mig.

Så begyndte vente tiden, hele torsdag forgik på sofaen, da jeg havde temmelig ondt i maven. Min ene æggestok sidder forkert så de måtte rode godt rundt for at få æggene ud.
Æggene blev delt i 2 puljer. 3 lavet med ISCI på og 3 alm IVF (et enkelt æg var ikke modent). Fredag morgen fik vi at vide at, ved de 3 ISCI æg var der sket befrugtning ved 2 af æggene .Men ved de æg man havde lavet alm. IVF på, var der ikke sket nogen befrugtning. Vi var rigtig glade for at der var sket befrugtning, men vi har også skulle sluge at alm. IVF ikke virkede, da det endeligt betyder at vi ikke kan blive forældre af naturens vej. Det gør lidt ondt. Vi har vidst at chancen var lille, men man har prøvet at holde fast i den. Nok lidt naivt.

Ventetid

Fredag var en lang dag. Vi var utrolig spændte på at høre hvordan æggene havde delt sig, eller om processen var gået i stå. Her til morgen fik vi svaret. Begge æg havde delt sig, men i det ene æg var der for mange kerner i cellerne (betyder der er kromosomfejl), men det andet var fint og var klar til at lægge op. Vi smed alt hvad vi havde i hænderne og skyndte os så til Skive. Klokken 11 fik jeg lagt et æg tilbage. Det er vildt underligt og ikke helt gået op for mig endnu. Der er en reel chance for at det lykkes denne gang. Det er helt ufatteligt.

Det Vigtigste for os i dette forløb er at vi fik modne æg ud og at der skete befrugtning. Så ved vi at der er noget som fungerer. Selvfølgelig håber vi endeligt på at ægget sætter sig fast, så dette var den sidste gang, men det er lidt nemmere at skulle igennem en tur til når man ved at noget fungere.

Håber inderligt og beder til at det lykkes denne gang.

Ja denne gang blev det ikke. Vi har fået svar på blodprøven og den er negativ. Det er en streg i regningen. Der er så mange op og nedturer i dette forløb at man til tider undre sig over hvor alt den energi kommer fra.

Lige nu sidder vi tænker på om det nogensinde vil lykkes for os…….eller vi skal til at forberede os på et liv uden børn. Det lyder måske voldsomt at sige, men for hvert mislykkes forsøg rykker vi nærmere og nærmere et liv uden børn og drømmen om et barn bliver mere og mere uopnåelig.

Sidst oktober, november og først december

Næste forsøg gik vi i gang med en måned senere. Dog uden for stor forventning. Jeg tror at vi begge havde det sådan at vi bare ville have det overstået, havde svært ved at tro på at det kunne lykkes.
Det blev et psykisk hårdt forløb, men ægudtag gik over alt forventning. Denne gang var jeg smertedækket til fulde (eller rettere havde nogle smerter, men kan ikke huske det pga. at jeg fik MEGET store doser beroligende, så store at vi bagefter fik at vide at jeg ikke måtte være alene de næste 24 timer, da jeg havde fået for meget) .
Der kom hele 11 æg og 10 var modne. Det var helt vildt. Vi skulle denne gang deltage i et forsøg hvor man prøver at tilsætte et nyt næringsmedie til æggene i laboratoiret. Dog ved vi ikke om vores æg lå i dette medie, da det kun er halvdelen af deltagerne som har æggene i dette medie, den anden halvdel har det i det normale.
Næste dag fik vi at vide at 10 havde været modne og 7 var befrugtet. Det var fantastisk. Næste dag ringede vi igen og fik at vide 6 havde delt sig og derfor skulle vi vente en dag ekstra med at sætte æg op, da de ville se om nogen æg delte sig bedre end andre.  Næste dag mødte vi spændte på. Jeg fik akupunktur før ægoplægning og ved æg oplægning fik vi at vide at alle æg havde delt sig flot og vi fik to flotte æg på delvis 8 og 10 celler op. De sidste fire var lagt i fryseren.
Så kom den enorme ventetid igen, man turde næste ikke håbe. Og da vi smug testede 4 dage før tid, var testen RYGENDE negativ. Og jeg var fuldstændig negativ. Jeg var fuldstændig ødelagt. Jeg tror ikke jeg har grædt så meget før.

En lang uge

Jeg havde dog 2 dage senere taget en test som var blevet meget svagt positiv. Så nu var jeg først forvirret. Så det var et meget langt døgn at vente på svar fra blodprøverne.
Helt mod forventning var blodprøven positiv. Jeg var fuldstændig målløs. Kunne næsten ikke tro det. Der var dog et problem, men HCG var meget lavt, kun 56 og derfor var de usikre på om graviditeten kun var biokemisk, jeg skulle vente 6 dage og have taget en ny blodprøve, som gerne skulle give svar. Det var det 6 længste dage i mit liv. Men efter som hver dag gik uden blødning og at en graviditets på 4. dagen viste rygende positiv, begyndte vi svagt at tro på det, men vi turde dog ikke tro helt på det før vi havde svar fra Skive. Endelig kom svaret, en meget glad sygeplejerske sagde at den var FLOT POSITIV og HCG var steget som det skulle. Det er helt vildt, jeg er GRAVID. Det var den bedste julegave man kunne få.